Det er målet for denne database, at den skal
blive landsdækkende. Arbejdet er imidlertid omfattende, hvorfor
Immigrantmuseet indtil videre har måttet begrænse sig til Nordsjælland
(Frederiksborg Amt).
Denne database indeholder oplysninger i
forbindelse med ca. 20.700 registreringer af ophold for fremmede i
Nordsjælland i perioden 1812-1924. Registreringerne er udført af
sognepræster, politimestre og sognefogeder i henhold til
bestemmelserne om registrering af omvandrende arbejdere –
herunder tyende – og fremmede.
LOVGRUNDLAG
På grundlag af kirkebogsforordningen af 2.
december 1812 indførtes helt nye og standardiserede kirkebøger i
Danmark. I den forbindelse indførtes også den opgave for sognepræsterne,
at de skulle registrere alle tilrejsende, som skulle have et længere
ophold i det pågældende kirkesogn. Den pågældende registrering
omfattede såvel en registrering ved tilrejse som ved afrejse.
Til
rejsen skulle registreres i den såkaldte
Tilgangsliste, som var indsat som en del af den fortrykte
kirkebog. I grunden skulle sognepræsten ikke sondre mellem typer
af tilrejsende med længerevarende ophold i sognet, men meget
tyder på, at sognepræsterne først og fremmest koncentrerede sin
registrering om mænd i den arbejdsduelige alder.
Undersøgelser har vist, at sognepræsterne
tilsyneladende ret ofte undlod at føre tilgangslisterne. Det
forklarer både, hvorfor centraladministrationen med jævne
mellemrum mente sig foranlediget til at minde sognepræsterne om
denne opgave og dels det forhold, at kirkebøgerne rods deres
totale bevaring siden netop 1812 ofte mangler netop udfyldte
tilgangslister. I Horns herred i Nordsjælland er således ikke et
eneste sognekalds tilgangsliste ført før 1830.
Registreringskvaliteten lader også noget tilbage at ønske.
Analyser, hvor man har sammenholdt tilgangslisterne med "tilvæksten"
mellem to folketællinger på sogneniveau, viser, at
registreringsgraden tilsyneladende ikke gennemsnitligt er højere
end ca. 30 %.
Med tyendeloven af 10. maj 1854 overførtes
registreringen af tyendet i købstæderne til politiet. Allerede i
1816 havde man i København taget dette skridt og i 1830 gjorde
man det i visse større købstæder, f.eks. Aalborg og Helsingør.
Fra og med 1854 opgaven i alle købstæder flyttet fra de
gejstlige myndigheder til politiet. I modsætning til tidligere
var der hermed også tale om, at politiet skulle notere sig deres
udstedelse og eventuelle påtegning af skudsmålsbøger. Det skete
i såkaldte Tyendeprotokoller. Der sondredes fortsat ikke mellem
indfødte og fremmedfødte, men registreringsopgaven var i købstæderne
nu fuldstændigt koncentreret om den arbejdende befolkning.
Mellem 1854 og frem til 1875 var
registreringsopgaven af de vandrende på landet fortsat placeret
hos sognepræsterne. Med fremmedloven af 15. maj 1875 overførtes
tyenderegistreringen som sådan til politimyndigheden på landet
– dvs. sognefogederne – og desuden indførtes en særlig
registrering af fremmede – dvs. arbejdssøgende uden dansk indfødsret
og/eller uden forsørgelsesret i en dansk købstad eller
sognekommune. Iht. fremmedlovens regler skulle alle fremmede
herefter ved deres første arbejdsophold i Danmark henvende sig
ved politimesteren i den jurisdiktion, de agtede at arbejde. Her
ville de få udstedt en opholdsbog, som herefter skulle følge dem
under senere arbejdsophold. Dette medførte, at den fremmede ved første
arbejdsophold blev registreret hos politimesteren i
Opholdsbogsprotokoller, men herefter ville være at registrere hos
politimyndigheden i købstaden eller sognefogeden på landet i
Tyendeprotokollen. Da fremmedloven trådte i kraft den 1. juli
1875 var det pålagt alle fremmede, som allerede opholdt sig i
landet, at gå til den stedlige politimester, for at få udstedt
en opholdsbog. De synes i høj grad at have efterkommet dette pålæg,
hvorfor antallet af udstedte opholdsbøger for 1875 sædvanligvis
er meget højt.
Mens registreringen af det danske tyende ophørte
med indførelsen af husassistentloven i 1921, var det almindeligt,
at registreringen af de fremmede fortsatte frem til 1924, hvor
folkeregistret oprettedes. Generelt forekommer
opholdsbogsprotokollerne – og i det hele taget protokoller fra købstædernes
politimesterembeder og herunder også tyendeprotokoller – at være
bedst bevarede, hvor i mod tyendeprotokollerne fra sognefogederne
kun i beskedent omfang er bevaret. Generelt synes politiets
registreringer af de fremmede at være af højere kvalitet end
sognepræsternes havde været. Det gælder særligt efter
fremmedlovens indførelse i 1875.
KILDEGRUNDLAG
Grundlaget for databasen består af en
systematisk gennemgang af samtlige tilgangslister,
tyendeprotokoller og opholdsbogsprotokoller fra Frederiksborg Amt.
Såkaldte vandrerprotokoller – særlige protokoller for
registrering af påtegninger i håndværkersvendes vandrerbøger
– er ikke gennemgået. Det fremgår imidlertid af såvel
tilgangslister, tyende- og opholdsbogsprotokoller, at
registreringen af vandrende håndværkere meget ofte fandt sted i
de nævnte protokoller, altså selv på politimesterniveau.
Enkelte større arbejdspladser administreredes
af politiøvrigheden efter særlige retningslinier. Det var typisk
for f.eks. jernbaneanlæg, som gik gennem flere jurisdiktioner.
Her lod politimesteren ofte – men ikke altid – føre en såkaldt
arbejderjournal på arbejdsstedet, hvor en politiassistent i alt væsentligt
kan siges at have stået for politimesterembedets forretninger på
stedet. Også for Frederiksborg Amt er der bevaret enkelte sådanne
arbejderjournaler og de er medtaget i grundlaget for IMMIBAS 1,
hvor de kan sidestilles med tyendeprotokoller.
Mens tilgangslisterne er totalt bevarede, er
situationen ikke lige så gunstig, når det drejer sig om tyende-
og opholdsbogsprotokoller. En fortegnelse over de bevarede og
gennemgåede tyende- og opholdsbogsprotokoller understreger således
både hvilke perioder og hvilke områder, som brugeren kan
forvente dækket ind af kildematerialet og dermed databasen.
Følgende tyende- og opholdsprotokoller er
bevaret for Frederiksborg Amt:
(alle originalprotokoller opbevares ved
Landsarkivet for Sjælland)
