Jøderne i Randers

Da de første jøder – Jacob Wullf og Nathan Hartvig - fik tilladelse til at nedsætte sig som potaskefabrikanter i Randers i 1752, lagde de samtidig grunden til en jødisk menighed, der skulle blive den største i Danmark uden for København. I løbet af 100 år var den jødiske befolkningsgruppe i Randers vokset til sit maksimum på 200 individer. Der var bygget synagoge og ansat rabbiner. Der var etableret skole og sygeplejeselskab, og der var anlagt begravelsesplads.

Fra midten af 1800-tallet var jødebefolkningen i Randers i tilbagegang. Denne udvikling fortsatte op i vores eget århundrede, og i 1930’erne var der ikke længere voksne mænd til at opretholde en menighed, rabbinerembedet var for længst nedlagt, og synagogen blev som konsekvens heraf nedrevet i 1937. I dag er det eneste fysiske spor af det betydningsfulde jødiske samfund byens jødiske kirkegård, mens mindet lever videre i blandt andet et par slægtsnavne.

Det er dette vigtige stykke indvandrer-og integrationshistorie i næsten 200 år, som Kulturhistorisk Museum  undersøgte. Ved hjælp af borgerskabsprotokoller, folketælingslister, mandtalslister, vejvisere og skattelister m.v.  kortlagde man den jødiske befolkningsgruppes udvikling i Randers. De interessante problemstillinger var: Hvor kom jøderne fra? Hvad var deres sociale baggrund? Hvorfor valgte de at bosætte sig lige i Randers? Hvor bosatte de sig i byen? Hvad var deres erhvervsmæssige beskæftigelse? Hvordan klarede de sig økonomisk? Hvordan indgik de i byens sociale liv? Hvem giftede de sig med? Blev de i Randers, eller vandrede de videre til f.eks. Fredericia eller København? Og var der nogen forskel fra generation til generation?

Ud over at give ny viden om et spændende stykke lokalt historie, har projektet også har relevans for vore dages integrationsdebat.