RAPPORT FRA MIGRATIONSPULJEN TIL ”NYERE TID” – Marts
2000
Migrationspuljens arbejde har vist sig at have bevågenhed fra flere
sider. Mere end 20 institutioner og lidt mere end 30 enkeltpersoner er nu
tilknyttet Migrationspuljen, som siden stiftelsen på Bymuseet i Århus i juni
i fjor har haft puljemøder i Farum på Immigrantmuseet i november 1999 og i København
på Arbejdermuseet i marts 2000. På sidstnævnte møde var Gavin Clarke fra
Nationalmuseet oplægsholder om mulighederne i interkulturelle netværk.
Migrationspuljen har selvstændigt arbejdet med to initiativer siden
efteråret. For det første kunne alle deltagerne mødes i erkendelsen af, at
der forbavsende nok synes helt at mangle et overblik vedr. de enkelte museers
indsats på områderne indvandring og udvandring. Kun en beskeden del af indsamlings-,
forsknings- og formidlingsprojekterne er blevet fastholdt gennem publicerede
artikler eller monografier. Det er derfor Migrationspuljens ambition indenfor
de nærmeste år at kortlægge denne indsats gennem indsamling af kortere
projektbeskrivelser med reference til hvem, som har stået for den pågældende
indsats. Det er Migrationspuljens ønske, at projektbeskrivelserne gøres tilgængelige
for alle interesserede gennem en selvstændig hjemmeside på internettet. Denne
hjemmeside er oprettet i marts 2000 i sin første udgave og kan besøges på
adressen www.migration.dk. Hjemmesiden
for Migrationspuljen skal desuden være puljens ”hjem”, så
medlemsliste, mødereferater, links til relevante hjemmesider o.a. skal
findes her. Hjemmesiden er oprettet af puljesekretariatet ved Immigrantmuseet i
Farum.
For det andet har Migrationspuljen arbejdet idémæssigt med et forslag
om at have en fælles udstilling, hvis formål skulle være på en gang over
landet at bidrage med den kulturhistoriske dimension i indvandrerdebatten. Århus
Bymuseum og Immigrantmuseet for Danmark arbejder videre med dette projekt.
Som en håndsrækning til puljens arbejde har Migrationspuljen via Århus
Bymuseum ansøgt Statens Museumsnævns rådighedssum om en beskeden økonomisk
støtte i den størrelsesorden, som der erfaringsmæssigt er bevilget til
puljesekretariaternes arbejde, men desværre fandtes Migrationspuljens arbejde
ikke støtteværdigt.
Henrik
Zip Sane